Nyhedsbrev marts 2021

Kære læser

Vi håber, I er kommet helskindede igennem det seneste år, som unægtelig har været et specielt og omvæltende år på mange planer. Vi glæder os over de mange nye muligheder 2020 har ført med sig for virksomheden. Vi ser dog som alle andre frem mod et Danmark og en verden, der løbende åbner mere og mere op, og forhåbentlig snart normaliserer sig. Selvom intet nok bliver helt det samme.

Analyse Danmark – nu en del af Userneeds

Meget er sket siden sidst. Først og fremmest blev Analyse Danmark en del af Userneeds i oktober 2020. Dette giver os en helt unik mulighed for at samle ressourcerne ét sted og styrke IT samt de digitale analysemetoder og produkter. Alle medarbejdere er rykket med. Vi har i flere år haft et godt samarbejde med Userneeds og nu var det tid til at slå pjalterne sammen for alvor. Vi er derfor flyttet fra Frederiksberg Allé til Købmagergade 60 meget tæt på Kultorvet og Nørreport Station., hvor vi har spritnye lokaler til gennemførelse af fokusgrupper, face-to-face interviews, workshops, hall-tests mm. med mulighed for observation, separat tolkerum, digital videooptagelse etc.. Ligeledes har vi et meget stærkt in-house rekrutterings-team. Du kan se vores nye testlokaler her.

Kvalitative undersøgelser i en tid med Covid-19

Vi har som mange andre måtte tilpasse os Corona. Det gælder både ift. muligheder for valg af analysemetoder og internt ved, at vi som mange andre primært har arbejdet fra hjemmekontoret med de udfordringer, det nu engang giver. Heldigvis har vores kunder været hurtige til at tage de mange online-muligheder til sig. Vi har derfor i endnu højere grad end tidligere gennemført kvalitative undersøgelser online. Du kan læse mere om online-mulighederne her i nyhedsbrevet eller se mere på vores hjemmeside. Vi tilpasser løbende face-to-face interviews til de gældende Corona-restriktioner; forsamlingsloft, afstands- og hygiejnekrav, f.eks. i form af triader (3 personer) eller fokusgrupper med 6 deltagere med brug af visir og evt. plastikhandsker. Respondenterne har taget situationen med oprejst pande, og vi har gennemført nogle spændende face-to-face undersøgelser bl.a. flere tests af soft drinks under Covid-19.

Projekter

Som vanligt har vi løst mange forskellige spændende opgaver for gamle som nye kunder siden sidst, herunder opgaver om:

  • online bestilling af fødevarer og fast food
  • virksomheders brug af fotonik
  • onlinesikkerhed
  • danskernes opfattelse af nordmænd og Norge
  • hjemmearbejde
  • handicappedes forhold
  • kvindelige lystfiskere i Europa
  • klima
  • kemi i forbrugsvarer
  • diskrimination
  • medicinmangel på apotekerne
  • diabetes
  • fastholdelse af medarbejdere i en stor offentlig virksomhed
  • bæredygtighed i bygge- og anlægsbranchen
  • fiskeolie til børn med vanskeligheder
  • test af forskellige læskedrikke
  • analysemetoder til test af sjældne blodsygdomme
  • inkontinens
  • evaluering af en gave-app
  • evaluering af en uddannelsesinstitution som input til bestyrelsens strategiudvikling, læs mere herom i casen.

Klik på overskrifterne for at læse:

Metode: Brand Performance – Når du skal måle, hvordan dit brand klarer sig overfor konkurrenterne
Omstillingsparathed: Kvalitative online-metoder og analyser i en tid med Covid-19
Caseeksempel: Metodetriangulering – Evaluering af uddannelsesinstitutionen Menighedsfakultetet
Se også vores andre kundecases for AIDS-Fondet, Dansk Industri, Damixa, Lyreco og Realdania her.

Vi håber, at nyhedsbrevet falder i din smag. Og vi byder altid gerne på en kop kaffe, hvis du har lyst til at hilse på os offline på vores nye kontor på Købmagergade 60, 2. sal, Kbh. K.

God læselyst!

Henrik Feindor-Christensen