Læs vores samhandelsbetingelser

Samhandelsbetingelser

Almindelige samhandelsbetingelser for Analyse Danmark ApS og KUNDE gældende pr. januar 2016

Generelt
Tilbud og ordre
ANALYSE DANMARKS ydelse
Levering og forsinkelse
Kundernes betaling
Rettigheder m.v.
Mangler og ansvar
Overdragelse
Lovvalg og værneting

Hent samhandelsbetingelser i pdf her


1. Generelt

1.1. Nærværende samhandelsbetingelser er aftalt mellem, og tiltrådt af, ANALYSE DANMARK og KUNDEN og udgør således en integreret del af retsforholdet mellem parterne.

1.2. Samhandelsbetingelserne gælder for alle tilbud, leverancer og aftaler, og gælder forud for eventuelle modstående eller afvigende oplysninger og bestemmelser i afgivne/modtagne tilbud, ordre, accept eller lignende, medmindre andet konkret er skriftligt aftalt mellem parterne.

1.3. Det er KUNDENS ansvar, at KUNDEN, hvis denne er dataansvarlig i hht. Datatilsynets definition, overholder Datatilsynets retningslinjer. KUNDEN har således selv ansvar for at udarbejde en databehandleraftale med ANALYSE DANMARK og anmelde projekt, hvis dette er påkrævet.


2. Tilbud og ordre

2.1. Alle oplysninger vedrørende tilbud m.v. er omtrentlige og kun bindende for ANALYSE DANMARK, såfremt skriftlig aftale foreligger mellem parterne, KUNDEN skriftligt har accepteret ANALYSE DANMARKS tilbud eller ANALYSE DANMARK skriftligt har bekræftet KUNDENS ordre.

2.2. Det af ANALYSE DANMARK afgivne skriftlige tilbud er gældende i 4 uger fra tilbuddets datering, hvorefter tilbuddet er bortfaldet, medmindre andet fremgår af tilbuddet.

2.3. Annullering eller ændring af ordre, fortrydelse af allerede indgået aftale, returnering af det leverede eller lignende kan kun ske efter forudgående skriftlig aftale.


3. ANALYSE DANMARKs ydelse

3.1. Den ydelse, som ANALYSE DANMARK skal levere til KUNDEN, består af tabeller, der udarbejdes på baggrund af spørgeskemaundersøgelser, der foretages enten via internettet, postalt eller som personlige interview. Den nærmere beskrivelse af ANALYSE DANMARKS ydelse til KUNDEN, herunder metode og principper m.v. for udførelse af spørgeskemaundersøgelser, fremgår af parternes særskilte aftale indgået i overensstemmelse med det af ANALYSE DANMARK afgivne tilbud. ANALYSE DANMARKS eventuelle yderligere rapportering eller øvrige ydelser til KUNDEN fremgår ligeledes af parternes aftale.

3.2. KUNDENS kommunikation og brug af den af ANALYSE DANMARK leverede rapport sker for KUNDENS egen regning og risiko.


4. Levering og forsinkelse

4.1. ANALYSE DANMARKS levering af resultater sker med fremsendelse pr. e-mail til KUNDEN, medmindre andet særskilt er aftalt. Det kan således særskilt aftales, at rapporterne fremsendes i trykt form.

4.2. Leveringstidspunktet er den dato, hvor rapporterne af ANALYSE DANMARK afsendes/fremsendes til KUNDEN. Risikoen overgår til KUNDEN på leveringstidspunktet, og forsendelse sker således for KUNDENS risiko.

4.3. Medmindre andet særskilt fremgår af det af ANALYSE DANMARKS afgivne skriftlige tilbud, eller er aftalt mellem parterne, regnes en i ANALYSE DANMARKS tilbud fastsat leveringsfrist – og dermed fastsættelse af leveringstidspunktet – fra det seneste af følgende tidspunkter:

a) den dato aftale indgås mellem parterne,

b) den dato ANALYSE DANMARK modtager en i parternes aftale fastsat betaling, der skal erlægges inden leveringstidspunktet, eller

c) den dato ANALYSE DANMARK fra KUNDEN har modtaget samtlige, de for levering af ANALYSE DANMARKS ydelse nødvendige oplysninger m.v., som er aftalt mellem parterne, eller som i øvrigt efter ANALYSE DANMARKS skøn er nødvendigt for ANALYSE DANMARKS opfyldelse af sin leveringsforpligtelse.

4.4. Dersom KUNDEN ikke rettidigt og fuldt ud opfylder en betalingspligt, ikke rettidigt og fuldt ud fremkommer med de for aftalens opfyldelse nødvendige oplysninger eller lignende eller på anden måde medvirker til forsinkelse af ANALYSE DANMARKS arbejde, udfærdigelse af rapporterne m.v., er ANALYSE DANMARK berettiget til at udskyde leveringstiden i det omfang, det efter omstændighederne af ANALYSE DANMARK skønnes rimeligt.

4.5. Leveringstiden forlænges/udskydes ligeledes med den tid, hvormed ANALYSE DANMARKS arbejde, udfærdigelse af rapporterne m.v. måtte blive forsinket, såfremt denne forsinkelse kan henføres til omstændigheder, der ikke er af en sådan beskaffenhed, at ANALYSE DANMARK på aftaletidspunktet burde eller kunne have taget disse omstændigheder i betragtning. ANALYSE DANMARK skal, så snart ANALYSE DANMARK bliver bekendt med sådanne omstændigheder m.v., underrette KUNDEN herom.

4.6. Overskrider ANALYSE DANMARK leveringstiden med mere end 3 måneder uden, at der foreligger sådanne forhold som nævnt i punkt 4.5 eller uden, at ANALYSE DANMARK i øvrigt er berettiget til at udskyde leveringstiden, er KUNDEN kun berettiget til at hæve aftalen, hvis ANALYSE DANMARK, trods et efter udløbet af de 3 måneder af KUNDEN afgivet skriftligt påkrav, ikke leverer inden for en rimelig frist. I øvrigt er KUNDEN ikke berettiget til at hæve aftalen, medmindre KUNDEN ved aftalens indgåelse skriftligt har betinget sig opfyldelse nøjagtig til en bestemt tid. KUNDEN er under alle omstændigheder ikke berettiget til at hæve aftalen, såfremt KUNDENS forhold forsinker leveringens udførelse.

4.7. ANALYSE DANMARK kan ikke gøres ansvarlig på nogen måde i tilfælde af overskridelse af leveringstiden / forsinkelse, medmindre forsinkelsen skyldes grov forsømmelse fra ANALYSE DANMARKS side. ANALYSE DANMARKS erstatningsansvar er begrænset til 5% af fakturaprisen af de af aftalen omfattede rapporter, og ANALYSE DANMARK kan ikke tilpligtes at yde anden erstatning eller godtgørelse af nogen art. ANALYSE DANMARK er i intet tilfælde ansvarlig for driftstab, tab af avance eller øvrige indirekte tab hos KUNDEN eller tredjemand.

4.8. Udskyder ANALYSE DANMARK leveringstiden med mere end 6 måneder på grund af sådanne forhold som nævnt i punkt 4.5, er begge parter berettiget til at træde tilbage fra aftalen. Den hævende part kan ikke kræve nogen form for erstatning af den anden part, hverken for direkte eller indirekte tab.

4.9. Udskydes leveringstiden på grund af sådanne omstændigheder som nævnt i punkt 4.4. med mere end 1 måned, er ANALYSE DANMARK berettiget til at hæve aftalen. ANALYSE DANMARK kan herudover kræve erstatning, hvad enten aftalen hæves eller fastholdes, efter dansk rets almindelige regler. ANALYSE DANMARK kan i denne forbindelse altid – uden dokumentation for det lidte tab – kræve en erstatning, blandt andet til dækning for tabt avance, som udgør 50% af fakturaprisen for de af aftalen omfattede rapporter m.v., og i øvrigt kræve yderligere erstatning efter de almindelige erstatningsregler.


5. Kundens betaling

5.1. Betaling skal erlægges i henhold til det på fakturaen oplyste, herunder med hensyn til forfaldsdato (som udgangspunkt netto kontant 8 dage efter fakturadato). ANALYSE DANMARK er efter aftale med KUNDEN berettiget til at kræve hel eller delvis forudbetaling, og kan altid kræve fuld betaling senest samtidig med leveringen, og medmindre andet særskilt er aftalt er ANALYSE DANMARK altid berettiget til at kræve betaling med 50% på tidspunktet for aftalens indgåelse (accept af tilbud) og 50% på leveringstidspunktet.

5.2. Anførte priser angives eksklusive moms og øvrige eventuelle statsafgifter eller lignende. ANALYSE DANMARK er berettiget til at opkræve særskilt ekspeditionsgebyr/fragtgebyr.

5.3. Ved forsinket betaling fra KUNDENS side er ANALYSE DANMARK berettiget til at opkræve en morarente som angivet på faktura fra forfaldsdato til betaling sker. Der skal ikke fremsendes særskilt rentepåkrav for at opnå denne ret. Morarente beregnes med 2% pr. påbegyndt måned. Herudover er ANALYSE DANMARK berettiget til at opkræve påkravsgebyrer/rykkergebyrer på DKK 150,00 pr. påkrav/rykker.


6. Rettigheder m.v.

6.1. Ejendomsretten og eneretten, herunder ophavsretten, til alle immaterielle samt industrielle rettigheder – herunder sådanne rettigheder, som måtte udspringe af ANALYSE DANMARKS arbejde og ydelser og parternes aftale i øvrigt – tilkommer til enhver tid ANALYSE DANMARK. KUNDEN opnår således alene ejendomsret til de leverede resultater, som er fremsendt af ANALYSE DANMARK i henhold til parternes aftale.

6.2. Samtlige af ANALYSE DANMARK indsamlede data, oplysninger m.v. i forbindelse med ANALYSE DANMARKS arbejde og udfærdigelse af rapporter tilhører alene ANALYSE DANMARK.

6.3. KUNDEN anerkender, at ANALYSE DANMARK har en retsbeskyttet eneret til varemærket “ANALYSE DANMARK”, akkurat som KUNDEN anerkender, at enhver tilsidesættelse af ophavsretslovens, varemærkelovens og markedsføringslovens regler anses som væsentlig misligholdelse af parternes aftale.

6.4. Medmindre andet særskilt er aftalt, er de af ANALYSE DANMARK til KUNDEN leverede rapporter strengt fortrolige og tjener udelukkende til brug for KUNDEN. Således må KUNDEN ikke – hverken mod eller uden vederlag – offentliggøre ANALYSE DANMARKS rapporter helt eller delvist eller i øvrigt formidle indholdet heraf eller videregive disse til tredjemand, medmindre ANALYSE DANMARKS forudgående skriftlige samtykke er opnået.

6.5. Såfremt det særskilt måtte være aftalt mellem parterne, eller ANALYSE DANMARK måtte have givet samtykke til, at KUNDEN alligevel i et givet omfang er berettiget til at offentliggøre, formidle og/eller videregive rapporterne og indholdet heraf, skal en sådan offentliggørelse, formidling eller lignende ske under iagttagelse af følgende vilkår:

a) Rapporterne må kun offentliggøres, formidles eller videregives i uddrag. Uddrag af rapporterne skal foretages således, at rapporternes indhold gengives loyalt. Er KUNDENS konkurrenter genstand for sammenligning i rapporterne – hvad enten dette sker verbalt eller ved opstilling af tal, og hvad enten dette finder sted under navns nævnelse eller ej – skal der gengives tilsvarende oplysninger for konkurrenternes produkter m.v. som for egne produkter m.v. Det fremhæves, at der ikke hermed er taget stilling til, hvorvidt – og i bekræftende fald i hvilket omfang – anvendelsen af oplysninger om KUNDENS konkurrenter i sammenlignende reklamer eller lignende er lovmedholdelig, og alene KUNDEN er ansvarlig og hæfter herfor.

b) Ethvert rapportuddrag skal være forsynet med udtrykkelig meddelelse om, at ophavsretten til indholdet, materialet m.v. alene tilhører ANALYSE DANMARK. Uddraget skal endvidere være ledsaget af fyldestgørende oplysninger til identificering af den pågældende rapport, herunder med angivelse af, hvilke forhold rapporten vedrører, hvilken tidsperiode rapporten angår, og – hvis det måtte være relevant – hvilket geografisk område rapporten angår.

6.6. ANALYSE DANMARK kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke eller lignende til offentliggørelse, formidling m.v. af rapporterne og indholdet heraf, såfremt KUNDEN efter ANALYSE DANMARKS rimelige skøn ikke har benyttet eller ikke agter at benytte rapportmaterialet på loyal vis eller i øvrigt har tilsidesat eller agter at tilsidesætte de i punkt 6.5. fastsatte vilkår helt eller delvist.

6.7. I det omfang offentliggørelse af rapporterne finder sted, jf. punkt 6.5, er alene KUNDEN ansvarlig for, at rapportuddraget, indholdet af rapporterne og/eller de af rapporterne udledte oplysninger m.v. lovligt kan anvendes og offentliggøres, herunder at offentliggørelse lovligt kan ske på den af KUNDEN valgte måde.


7. Mangler og ansvar

7.1. ANALYSE DANMARK forpligter sig over for KUNDEN til at iagttage høj datasikkerhed således, at alene ANALYSE DANMARK opnår adgang til de af deltagerne i en analyse afgivne svar og i øvrige modtagne oplysninger.

7.2. ANALYSE DANMARK kan i intet tilfælde af KUNDEN eller af tredjemand gøres ansvarlig for rapporternes indhold, brugbarhed, funktionalitet m.v. KUNDEN er i denne forbindelse blandt andet opmærksom på, at de af ANALYSE DANMARK gennemførte analyseundersøgelser rummer statistiske usikkerhedsmomenter m.v. ANALYSE DANMARK er således uden ansvar for, i hvilket omfang, til hvilke formål og/eller i hvilke sammenhænge KUNDEN kan gøre brug af eller ønsker at benytte rapporterne.

7.3. ANALYSE DANMARKS erstatningsansvar er i enhver henseende begrænset til kontraktsummen i henhold til parternes aftale, og ANALYSE DANMARK kan ikke tilpligtes at yde anden erstatning eller godtgørelse af nogen art. ANALYSE DANMARK er i intet tilfælde ansvarlig for driftstab, tabt avance, tab af goodwill samt lignende indirekte tab eller skade hos KUNDEN eller tredjemand.

7.4. KUNDEN indestår over for ANALYSE DANMARK for, at ANALYSE DANMARK i enhver henseende lovligt – såvel offentligretligt som privatretligt – kan iværksætte og gennemføre de for rapporternes udfærdigelse nødvendige analyser, undersøgelser m.v., som rekvireret/bestilt af KUNDEN, akkurat som KUNDEN indestår for – såfremt KUNDEN har anvist deltagere til disse undersøgelser m.v. – at KUNDEN er berettiget til at udlevere navne og adresser og øvrige relevante oplysninger vedrørende de pågældende deltagere til ANALYSE DANMARK, og at ANALYSE DANMARK er berettiget til at kontakte de pågældende deltagere og i øvrigt gøre brug af de modtagne oplysninger.

7.5. KUNDEN indestår herudover over for ANALYSE DANMARK for, at de af KUNDEN udleverede oplysninger, materiale m.v., som skal anvendes af ANALYSE DANMARK i forbindelse med ANALYSE DANMARKS arbejde, lovligt kan anvendes i så henseende uden at krænke tredjemands rettigheder, herunder ophavsrettigheder, licensrettigheder m.v.

7.6. Såfremt ANALYSE DANMARK måtte blive mødt med noget krav i anledning af, at KUNDEN uberettiget har udleveret navne, adresser eller øvrige oplysninger på ovennævnte deltagere til ANALYSE DANMARK, eller i anledning af, at ANALYSE DANMARK ikke har været berettiget til at kontakte de pågældende deltagere eller i øvrigt gøre brug af de modtagne oplysninger, eller i anledning af, at de i øvrigt af KUNDEN udleverede oplysninger/materiale og brugen heraf krænker tredjemands rettigheder, er ANALYSE DANMARK berettiget til at gøre regres mod KUNDEN, akkurat som Kunden har pligt til at erstatte ethvert tab, som ANALYSE DANMARK måtte lide i denne forbindelse.

7.7. KUNDEN er i øvrigt forpligtet til at fritage ANALYSE DANMARK for ethvert ansvar, erstatningskrav eller lignende, som af tredjemand – eksempelvis analysedeltagere, KUNDENS konkurrenter, offentlige myndigheder m.v. – måtte blive rettet mod ANALYSE DANMARK, eller som ANALYSE DANMARK måtte blive pålagt som følge af KUNDENS adfærd, herunder KUNDENS benyttelse, brug og/eller offentliggørelse/formidling af de leverede rapporter og indholdet heraf, akkurat som KUNDEN i øvrigt har pligt til at erstatte ethvert tab, som ANALYSE DANMARK måtte lide i denne forbindelse.

7.8. KUNDEN er herudover erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler i tilfælde af KUNDENS misligholdelse af parternes aftale, herunder KUNDENS tilsidesættelse af nærværende samhandelsbetingelser.


8. Overdragelse

8.1. ANALYSE DANMARK er berettiget til at overdrage samtlige rettigheder og forpligtelser til tredjemand, herunder gøre brug af underleverandører m.v., uden KUNDENS særskilte samtykke hertil.


9. Lovvalg og værneting

9.1. Nærværende samhandelsbetingelser er undergivet dansk ret, og enhver tvist mellem ANALYSE DANMARK og KUNDEN skal afgøres efter dansk ret.

9.2. Retssager mod ANALYSE DANMARK skal af KUNDEN anlægges ved ANALYSE DANMARKS hjemting. ANALYSE DANMARK kan efter eget valg anlægge retssag mod KUNDEN ved KUNDENS hjemting eller ved ANALYSE DANMARKS hjemting.