Nyhedsbrev august 2019
Kære læser
Sommeren går på hæld og udenfor bliver dagene kortere. Men herinde på kontoret bliver dagene længere, når vi nærmer os efteråret, og feriestemningen har lagt sig ude hos vores kunder. Vi glæder os til at gå et travlt efterår i møde.
Også nyhedsbrevet er tilbage fra en god lang ferie og vil igen udkomme med jævne mellemrum efter at have været sat på pause i en periode. Som vanligt kommer det til at indeholde opdateringer fra vores arbejde som spændende cases, metodefifs og -tendenser samt nyheder og ting, der rør sig i vores analytiske verden.
Siden sidst har vi både haft glade gengangere og løst mange forskellige spændende opgaver for nye kunder, herunder opgaver om nedslidning, homoseksuelle på arbejdspladsen, stress, fødselsdepression, kakaomælk og saftevand, lyd- og e-bøger, alkoholfri øl, sociale medier, forældreinddragelse ved skolestart, sportsvaner, madlavning sammen med børn, halloween, rynkede roser, pålægssalater, smarthome og bofællesskaber.
I denne omgang kan du læse nogle spændende resultater fra den årlige bankanalyse, hvor der har været et særligt fokus på etik oven på de mange dårlige sager med finansiel kriminalitet i branchen. Det er interessante resultater, som også Børsen skrev flittigt om.
Vi giver også et indblik i den kvalitative etnografiske analysemetode etnoraids, som vi på det seneste har brugt i forskellige projekter, og som vi fremadrettet ser frem til at udbyde til endnu flere kunder.
Du kan også læse en casebeskrivelse af et stort B2B-projekt med både kvalitative og kvantitative analyseelementer. Konkurrent- og markedsanalyse er lavet for Lyreco. Udfordringen for Lyreco som stor international spiller var at have dyb indsigt i de forskellige lokale markeder. Analyse Danmarks rapport har bidraget til indsigt, der konkret har betydet, at Lyreco har ændret salgsstrategi indenfor en særlig kritisk produktkategori i deres sortiment.
Som noget nyt vil vi fremover præsentere dig for nogle ”analysebøffer”. Det er humoristiske og foruroligende eksempler på, hvor galt det kan gå, når en analyse ikke har været igennem kyndige hænder, inden den er sendt ud til målgruppen. Det burde være overflødigt at sige, at analyserne fra eksemplerne ikke er foretaget af os i Analyse Danmark.
Klik på overskrifterne for at læse:
Årets bankanalyse 2019: Etiske kunder flygter fra Danske Bank og Nordea
Etnoraids: En ny kvalitativ metode vinder frem hos os
Case: Markedsanalyse for Lyreco i Norden
Analysebøffer: Når analysen går galt
Vi håber, nyhedsbrevet falder i din smag. Og vi byder altid gerne på en kop kaffe, hvis du har lyst til at hilse på os offline ude i den virkelige verden.
God læselyst!
Henrik Feindor Christensen
Managing Director & Partner
Analyse Danmark