Det virtuelle sygehus skal være nemmere at besøge
Analyse Danmark har gennemført en større segmenteringsundersøgelse af den offentlige portal sundhed.dk. Resultatet af analysen, der kombinerer kvalitative og kvantitative metoder, skal bruges til at skræddersy sitet, så besøgende finder og får den viden, de har brug for.
Kig i din journal, tjek dit medicinkort, se hvilke recepter der er udskrevet i dit navn, hvilke vaccinationer dine børn har fået, eller match symptomer med mulige sygdomme. Der er mange gode grunde til at besøge sundhed.dk, og siden det offentlige sundhedstilbud gik i luften for snart ti år siden, har flere og flere klikket sig derind. Det sparer tid hos lægen – og samtidig får borgerne hurtigere adgang til den information, de har brug for.
”Hvis danskerne skal bruge sundhed.dk, er det vigtigt, at vi ved, hvad der motiverer forskellige segmenter til at gå på nettet og søge efter de her informationer. Hvad er det for nogle motiver, de har, og hvad forventer de at finde? Og er der noget, som ikke interesserer dem? Vi tog fat i Analyse Danmark for at få svar på blandt andet de spørgsmål, forklarer Dea Cæcilie Grollov”, der er brugerkonsulent på sundhed.dk.
Både spørgeskema og kvalitative interviews
Analyse Danmark lagde ud med at gennemføre en kvantitativ onlineundersøgelse blandt 3.006 medlemmer af DK-Panelet for at identificere adfærd og holdninger, der adskiller danskerne inden for sundhedsområdet. På baggrund af en klyngeanalyse blev resultaterne brugt til at inddele danskerne i forskellige segmenter, hvoraf nogle var brugere af sundhed.dk, mens andre var ikke-brugere. Analyse Danmark gennemførte efterfølgende en længere interviewrække i danske hjem for at sætte ansigt på de identificerede segmenter og for at forstå brugernes motiver og barrierer for at bruge portalen.
Repræsentanter fra sundhed.dk var med Analyse Danmark ude og overvære de kvalitative interviews og fik på den måde et nært indblik i de forskellige brugere. Interviewene gjorde brug af case-metoden og psycho-drawings, hvor deltagerne tegnede sig selv og deres oplevede behov for sundhedsinformation.
Psycho-drawings
”Vi gav helt fra begyndelsen udtryk for, at vi ønskede at være meget involveret i undersøgelsen. Det var Analyse Danmark helt med på, og der var meget stor åbenhed for at lade os deltage og for at etablere et konstruktivt teamwork mellem os og dem”, siger Dea Cæcilie Grollov.
Antagelser blev modbevist
De løbende resultater og den endelige affrapportering blev på flere punkter en øjenåbner for Dea Cæcilie Grollov og hendes kolleger. Flere antagelser, der byggede på tidligere undersøgelser og har været retningslinje for tilpasning og udvikling af sundhed.dk, blev justeret i analysen. Derfor kommer den til at føre forandring med sig.
”Der har været flere overraskelser, som har vendt op og ned på opfattelsen af vores brugere”, siger Dea Cæcilie Grollov.
”Vi har for eksempel troet, at mange gravide kvinder og kvinder med små børn brugte sundhed.dk på grund af stor trafik til terminsberegneren og artikler om småbørn. Det viste sig dog, at det er fædrene, som besøger sitet, så nu lægger vi planerne om mere prosa på hylden og skruer i stedet op for fakta. Det er det, mændene vil have”, uddyber hun.
Vil du vide mere?
Læs om de kvantitative og kvalitative metoder, som vi tilbyder, ellerkontakt William Kolding for en uforpligtende snak.