Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Fire ud af ti måler ikke effekten af CSR

Danske virksomheder stiller krav til deres egen indsats inden for Corporate Social Responsibility (CSR). Men en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark viser, at ansvaret for indsatsen sjældent ligger i direktionen, og at mange virksomheder slet ikke måler effekten. Begge dele er et problem, vurderer CSR-eksperter.

  • Næsten tre ud af fire medarbejdere med ansvar for CSR oplever, at CSR-indsatsen skaber positive resultater for deres virksomhed
  • Men cirka fire ud af ti måler slet ikke effekten af indsatsen
  • To ud af tre finder det vigtigt, at en eventuelt øget CSR-indsats bidrager til brand, bundlinje og en bæredygtig forretningsmodel
  • Trods de positive erfaringer og klare krav placerer kun hver sjettevirksomhed ansvaret for CSR i direktionen.

205 virksomheder er blevet spurgt
De opsigtsvækkende resultater stammer fra en telefonundersøgelse, som Analyse Danmark foretog op til CSR-konferencen Who Cares Wins, der fandt sted 16. april på Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers med deltagelse af et fornemt felt af førende internationale eksperter.
I telefonundersøgelsen deltog CSR-ansvarlige fra 205 mellemstore og store virksomheder i Danmark.

Manglende forankring kræver flere ressourcer
Den manglende forankring i direktionen er et problem, hvis virksomheder for alvor skal forløse potentialet i CSR. Det menerWayne Visser, som er forfatter samt stifter af og direktør for research-virksomheden Kaleidoscope Futures og tænketanken CSR International.
– For at virksomheder kan innovere og derved få mest mulig værdi ud af CSR, er det en forudsætning, at ansvaret er forankret i direktionen, hos en ambitiøs ledelse, der inspirerer resten af virksomheden. Ellers når indsatsen ikke ud i hele organisationen. Er ansvaret placeret i HR- eller miljøafdelingen, er der risiko for, at det bare bliver et ’add-on’ eller strategisk værktøj, der så vidt er uafhængigt af forretningens kerne. Samtidig er det min oplevelse, at de virksomheder, som ikke har CSR forankret i direktionen, også er dem, der ender med at bruge flere ressourcer på CSR praksis, end den værdi der skabes, sagde Wayne Visser i en pressemeddelelse op til Who Cares Wins, hvor han var blandt talerne.

Prioriteringer kræver måling
Også effektmåling spiller en stor rolle, uanset om det er bundlinjen, kendskabet til CSR-indsatsen eller interessenternes opfattelse, der måles. Det påpeger Irene Quist Mortensen, som rådgiver virksomheder om CSR-strategi og nødvendigheden af solid dokumentation.
– Det er tydeligt, at mange virksomheder har brug for en hjælpende hånd til at dokumentere effekten af deres indsats. Jeg ser hyppigt, at der er dokumentation for aktiviteterne snarere end resultaterne. Det er ærgerligt, fordi det bliver sværere at vurdere, om virksomhedens prioriteringer er de rette, og om indsatsen skaber den ønskede værdi for både virksomheden og for samfundet, siger hun.

Vil du måle på CSR?
Kontakt os, hvis du vil vide, hvordan Analyse Danmark kan hjælpe med at måle interessenternes ønsker og holdning til din virksomheds CSR. Vi gennemfører både kvantitative undersøgelser og kvalitative interviews.