Årets bankanalyse: Etiske kunder flygter fra Danske Bank og Nordea
Hen over sommerferien er årets bankanalyse udgivet. I bankanalysen 2019 er vi bl.a. gået i dybden med skift af pengeinstitut. Hvem skifter bank og hvorfor? Det har vist sig, at etiske overvejelser spiller en særlig rolle. Det førte til grundig dækning og en forside hos Børsen.
Fokus på etik
Hvert år udfører og udgiver Analyse Danmark den store bankanalyse. Vi udvider analysen med årets særligt aktuelle spørgsmål som supplement til den faste stamme af spørgsmål til afdækning af det danske bankmarked. Ovenpå sager om hvidvask og anden finansiel kriminalitet er der i årets analyse et særligt fokus på etik. Blandt andet er årets analyse suppleret med et spørgsmål om, om et bankskift er forårsaget af, at ens tidligere pengeinstitut ikke levede op til ens opfattelse af, hvordan man driver en etisk ansvarlig bank.
Kunderne siver væk fra skandaleombruste storbanker
Analysen viser, at sagerne ikke kun har ført til at finanssektorens ry er blevet blakket men også har ført til konkret ageren blandt sektorens kunder. Det ses blandt andet, at kundeflugten fra Danske Bank og Nordea er den største i banksektoren, og at kundernes ønske om at skifte bank i meget høj grad er funderet i etiske overvejelser. Det sker, fordi bankkunderne er blevet langt mere opmærksomme på bankernes etiske ageren. Det er især kvinder og ældre, der går op i bankernes etiske ansvarlighed, viser analysen.
Tidligere så man, at de to storbanker stod for en tredjedel af kundeflugten, det tal er i 2019 steget til 50 %. Blandt Danske Bank-kunderne, der har forladt banken, siger 44 %, at banken ikke levede op til at være en etisk ansvarlig bank. Det tal er 36 % for Nordeas tidligere kunder. Ud over de frafaldne kunder overvejer cirka en tredjedel af de tilbageværende kunder stadig at forlade de to store banker. Af de tvivlende tilbageblevne kunder angiver 45 % netop, at det er bankernes etiske og moralske ageren, der er den væsentligste grund til, at de overvejer at skifte bank. Det tal var til sammenligning kun 29 % i 2018.
Hvad er Bankanalysen?
Bankanalysen er en dybdegående rapport basseret på svar fra cirka 5.000 kunder i danske pengeinstitutter. Med bankanalysen får vi dyb indsigt i bankernes position i forhold til hinanden og et detaljeret billede af kundernes vaner, adfærd og ønsker. Analysen giver på udvalgte spørgsmål overblik over forskelle på cirka 20 af de største pengeinstitutter i Danmark. Analyse Danmark har 16 års erfaring med at afdække det danske bankmarked og gennemfører bankanalysen på årligt basis. Det giver en unik mulighed for se udviklingen over tid på centrale parametre i den danske banksektor.
Ved køb af bankanalysen er det muligt at modtage en generel udfærdiget rapport, men det er også muligt at tilkøbe særligt udvalgte kombinationer af specielt relevante spørgsmål, så man kan få svar på lige præcis det, man ønsker. Det kan for eksempel være, hvilke segmenter der vælger hvilke banker, hvilke parametre der er vigtigst for forskellige kundeprofiler eller hvilke forskelle, der er på jyske kunder og kunder i hovedstaden. På den måde er det muligt at modtage en skræddersyet bankanalyse.
Vil du vide mere?
Bankanalysen er en såkaldt brancheanalyse. Det er en type opgave, vi hos Analyse Danmark har stor erfaring med at løse. En markeds- eller brancheanalyse fra Analyse Danmark kan give vitale forretningsmæssige indsigter om jeres branche eller jeres målgruppes adfærd og mønstre. Læs mere om markedsanalyse på hjemmesiden eller kontakt os for en uforpligtende snak.
Kontakt os for en snak om din næste undersøgelse
Nyhedsbrev August 2019
Bankanalysen 2019: Etiske kunder flygter fra Danske Bank og Nordea
Etnoraids: En ny kvalitativ metode vinder frem hos os